Skip to main content
Gitte Olrik - Freelance kodenørd med kæmpe værktøjskasse
  1. Blog indlæg/

Bing Ads – den oversete vej til flere konverteringer

·5 min

Hvis jeg siger “Bing”, hvad siger du så?

De fleste vil nok sige: “Nah, glem det…”, eller blot trække på skuldrene.

Er du også en af dem, der ikke giver søgemaskinen Bing et sekund af din opmærksomhed?

Det kan jeg godt forstå! For der er vist ingen tvivl om, at Google har fat i den lange ende, når det kommer til at være den foretrukne søgemaskine.

Og så alligevel…

Bare fordi du selv “Googler”, betyder det bestemt ikke, at der ikke bliver lavet søgninger på Microsofts søgemaskine. Faktisk vinder Bing markedsandele pt, primært pga. en strategisk alliance med Apple.

Og når vi taler annoncering, ja, så har jeg faktisk opnået positive resultater med Bing Ads (Jeps, rigtigt gættet: Bing Ads er søgemaskinen Bings pendant til Googles AdWords)!

Af hvaffor noget?

Jeps, den er god nok. Læs mere om Bing her og få et overblik over, hvilket potentiale, der findes for annoncering på den ellers sjældent nævnte søgemaskine.

Hvad er Bing Ads? #

Som du måske kender det fra Google AdWords, er Bing Ads markedsføring i form af annoncer, du kan købe for at øge antallet af konverteringer på din hjemmeside.

Annoncerne fremgår i toppen og bunden samt til højre for listen med søgeresultater. Her er et eksempel på, hvordan en af mine annoncer for NORU.dk ser ud på Bing:

Eksempel på annonce på Bing

Hver gang en bruger klikker på denne eller en af mine andre annoncer på Bing, skal jeg punge ud. Det kalder man også Pay Per Click (PPC).

Og hvad kan du så bruge Bing Ads til? #

Som med AdWords kan annoncering på Bing booste trafikken til din hjemmeside. Målet her er så, at de besøgende køber, tilmelder sig, bestiller mere information eller hvad der nu udgør en konvertering for dig.

Jeg valgte først og fremmest at teste Bing Ads med målet at øge salget på NORU.dk. Det har jeg gjort ved at lave annoncer, der er tilpasset forskellige landingssider (f.eks. om kaffe, te eller hele kaffebønner) eller til konkrete produktsider, der matcher annoncerne.

Trafikken kommer fra besøgende, der har søgt efter noget, du kan tilbyde og så falder over din annonce. Det betyder, at de, der klikker sig ind via din annonce allerede er interesserede i dine varer.

Man kalder trafik fra annoncer for ‘betalt trafik’, hvorimod den trafik du får gennem den del af søgeresultaterne, der ikke er annoncer, kaldes ‘organisk trafik’.

Jeg anbefaler altid, at du bruger betalt markedsføring som et supplement til din indsats mod at skabe organisk trafik. Du kan altså ikke udelade den gode gamle søgemaskineoptimering (SEO), bare fordi du har annoncer på Bing, Google - eller hvilken som helst anden søgemaskine for den sags skyld…

Hvordan fungerer det så? #

Bing Ads kampagner minder om AdWords kampagner, hvor du byder på søgeord, der bestemmer, hvornår annoncen dukker op i søgeresultaterne.

Se her, hvordan det ser ud på min annoncekonto for NORU.dk:

NORUs annoncekonto hos Bing

Derfor er det også her vigtigt, at de søgeord, du vælger til din kampagne er velovervejede. Dit valg af søgeord har nemlig en stor indflydelse på, hvordan din Bing Ads kampagne performer.

Lige som med AdWords findes der et værktøj på Bings annonceringsplatform, hvor du kan finde frem til de søgeord, der passer bedst til dine annoncer.

Søgeords planlægning hos Bing


Tip:

Overvej at fokusere på søgeord, der matcher det, potentielle kunder søger på, når de er købeklar. Ja, de er typisk dyrere, da konkurrencen er højere på disse søgeord. Men det kan være en god investering, da du ofte vil opleve at de fører til en højere konverteringsrate.

Vælger du derimod søgeord målrettet potentielle kunder, der er i research fasen, så husk, at din hjemmeside skal være endnu mere optimeret til at lede den besøgende mod den konvertering, du ønsker.


Men hvorfor så lige Bing Ads? #

Selv om det måske føles som om, at Google har overtaget verdensherredømmet, findes der andre søgemaskiner, der også er af betragtelig størrelse, herunder Bing.

Der findes derfor et skjult potentiale i at gøre brug af annoncering her frem for kun at fokusere på Google. Du tror det måske ikke, men annoncering på Bing kan give trafikken fra målrettede potentielle kunder til din hjemmeside et skub i den rigtige retning.

3 fordele ved at bruge Bing som annonceringsplatform:

  1. Konkurrencen er mindre på Bing, hvilket betyder →
    • Lavere priser ift. f.eks. annoncering på Google.
    • Større ROI på dine annoncer.
    • Et større udbytte af dine Bing Ads.
  2. Bing Ads fremgår som tidligere nævnt flere steder →
    • På Bing
    • På Yahoo!
    • På de affiliate hjemmesider, der er tilknyttet begge søgemaskiner.
  3. Bing Ads minder om AdWords, som mange allerede kender, hvilket betyder→
    • Du skal ikke bruge timer på at lære noget nyt.
    • De fleste fordele ved AdWords findes også ved Bing Ads.
    • Bing Ads og AdWords kan køre sammen: Du kan sågar importere dine AdWords annoncer til Bing, som du oven i købet kan synkronisere løbende!

Og nej, du skal selvfølgelig ikke forvente at opnå de samme resultater som med AdWords. Det oplever jeg selv med min Bing annoncering for NORU.dk. Her er resultaterne slet ikke oppe på, hvad jeg vinder med annoncering på Google.

Det betyder dog ikke, at jeg dropper Bing Ads. For klikpriserne er så lave på Bing sammenlignet med Google, at det sagtens har kunne betale sig for mig at lave annoncerne alligevel. Og det kan det også meget vel for dig!

I hvert fald anbefaler jeg, at du ikke bare tager for givet, at AdWords er den eneste løsning for dig, når det kommer til PPC annoncering på søgemaskinerne.

Husk at regulere dine kampagner løbende! #

Et sidste råd her fra er, at du ikke bare antager, at det, der virker på Google også virker på Bing.

Jeg har selv erfaret, at de af mine AdWords annoncer for NORU.dk, der virker godt ikke klarer sig nær så godt som Bing Ads. Her har jeg derfor været nødt til at tilpasse budskabet i annoncerne.

Og hvordan finder jeg så ud af det? Jo, det er nemt nok!

Jeg går ind omkring en gang om ugen og tager et kig på klikraten for mine annoncer. Er den ikke opadgående, går jeg ind og justerer budskabet.

Har du selv erfaringer med Bing Ads - gode som dårlige? Så del dem endelig med mig og de andre læsere her!