Skip to main content
Gitte Olrik - Freelance kodenørd med kæmpe værktøjskasse
  1. Blog indlæg/

Opstart af webshop – skal vi følges ad?

·7 min

Har du en drøm om at stable din egen webshop på benene? Så har du nok allerede besøgt alverdens hjemmesider for at få opskriften på den perfekte shop?

Der findes virkelig mange tips, vejledninger, skabeloner, lister o. lign. derude. Og ja, der er også mange ting, du skal have styr på for at bygge en succesfuld webshop op fra bunden.

Selv om det er blevet nemmere end nogensinde før at åbne en forretning online, er det stadig om at holde tungen lige i munden. For med nemmere kommer også flere muligheder, flere overvejelser - og flere valg, der skal træffes.

Og hvad nu hvis du træffer det forkerte valg? Eller glemmer at udnytte den perfekte mulighed? Og hvordan ved du, hvilke af nettets utallige af tips, der rent faktisk virker?

Jeg kan hjælpe dig!

Her på bloggen kan du nemlig følge opstarten af min online shop NORU.dk. Vær med fra dag 1 og lær af mine erfaringer - både de gode og de mindre gode - alt sammen afprøvet direkte på NORU.dk.

Så virker de mange anbefalinger derude også i den virkelige verden? Det kan du blive meget klogere på lige her!

Er der overhovedet brug for din forretning? #

Da jeg besluttede mig for, at jeg skulle åbne en webshop, var det første spørgsmål til mig selv indlysende nok: “Hvad skal jeg sælge?” Faktisk tog jeg tanken videre til lidt dybere overvejelser, hvilket jeg også vil anbefale dig at gøre.

For konkurrencen på nettet er enorm. Alle og enhver kan åbne en webshop (sådan næsten da), og det sker da også - hver dag. Men det sker også hver dag, at rigtig mange må dreje nøglen om, fordi de simpelthen ikke har gjort forarbejdet godt nok.

Det er ikke nok, at du finder din idé super spændende og “lige noget for dig”. Du skal også finde en plads i markedet til dine produkter, helst uden for mange direkte konkurrenter.

I det følgende kan du læse, hvordan jeg kom frem til, at jeg på NORU.dk skulle sælge kaffe. Går du i mine fodspor, lover jeg, at du bliver klædt på til at gøre dig de overvejelser, der skal til for at opbygge en succesfuld online shop.

Vælg branche med hjerte og hjerne #

Du har sikkert allerede en idé om, hvilken branche du ønsker at starte forretning inden for? Typisk er det en branche, du kender godt, en branche, du kan relatere til… en branche, der har en helt specielt plads i dit hjerte.

Men det er altså ikke nok, at dit hjerte banker for branchen.

Jeg har gennem årene mødt mange webshop-ejere, der har startet en forretning op, udelukkende baseret på egen interesse. Og sandheden er desværre, at de ofte må kæmpe hårdt for at få grønne tal på bundlinjen - hvis de overhovedet når så langt.

Det er godt, at du har interesse for branchen. Min interesse for kaffe er også virkelig stor! Men det er endnu bedre, at du ved, hvordan du skal positionere din shop inden for branchen - eller om der overhovedet er behov for en som dig i branchen. Det kan en brancheanalyse hjælpe dig med.

Her kigger man typisk på:

  • Trends i branchen
  • Direkte og indirekte konkurrence
  • Om der findes købere til dit produkt
  • Hvilke muligheder, der findes for leverandørsamarbejde

Når du har lavet en analyse af branchen, bliver det nemmere for dig at lægge en strategi for din nye forretning. I forhold til markedsføring men også i forhold til vigtige ting såsom leveringsforhold og konkurrencesituation.

Og så er du bare så meget bedre stillet, når du åbner din forretning.

Inden mit valg faldt på kaffe, analyserede jeg også andre brancher. F.eks. var jeg inde over legetøj til kæledyr, fordi jeg blev tilbudt at købe en eksisterende shop.

Jeg takkede dog pænt nej, da min research viste mig, at der var (for) stor konkurrence fra andre online shops. Jeg kunne ikke se, at der var plads til endnu en shop i branchen.

Find et hul i branchen til din shop #

En ting er helt sikkert: Du slipper ikke for konkurrenter. Søger du efter en branche helt uden konkurrence, gætter jeg på, at du hurtigt lægger dine webshop-drømme på hylden.

For dine konkurrenter er ikke kun de, der udbyder det samme som dig. Det er også alle de virksomheder, dine potentielle kunder i stedet lægger deres penge hos - både online og offline.

F.eks. er konkurrenterne til kaffe ikke kun andre, der sælger kaffe online. Det er alle, der sælger kaffe i fysiske butikker plus dem, der sælger alternativer såsom te, juice og kakao.

Det er derfor super vigtigt, at du ved, hvem dine konkurrenter er og generelt har en finger på pulsen:

  • Hvilke nye kommer til?
  • Hvad er prisniveauet?
  • Hvilke design, koncepter o. lign. gør de brug af?
  • Hvem er deres kunder?
  • Hvordan udvikler de sig?
  • Hvad gør de godt, og hvad kunne de gøre bedre?

Og ikke mindst… er der et hul et sted i branchen, hvor din online shop kan passe ind?

At bruge tid på ovenstående spørgsmål - på nettet, på messer, i branchemagasiner og alle mulige andre steder - er en virkelig god idé. Så er sandsynligheden for, at du får succes med din webshop langt større.

Det der gjorde, at jeg droppede salg af legetøj til kæledyr var f.eks., at jeg så, at der allerede var mange webshops, der lå lunt i svinget på Google. At konkurrere med dem, vurderede jeg derfor ville være op ad bakke.

Bliv klogere med en søgeordsanalyse #

En ting, jeg også anbefaler, du tager dig tid til - som jeg selv har gjort med NORU.dk - er at lave en søgeordsanalyse.

En søgeordsanalyse er nemlig ikke kun god, når du skal finde de søgeord, du gerne vil dukke op på i Google. Den giver dig også indblik i, hvad der rører sig på det marked, du vil starte shop inden for.

Prøv f.eks. at undersøge, hvilke relaterede søgeord, der dukker op i Google, når du skriver noget, der er relevant for din branche.

Her har jeg skrevet ‘køb kaffe’ - og se så, hvilke forslag Google kommer med:

Søgning på køb kaffe

Du kan også skrive søgeordet, klikke Enter og se, hvad der dukker op nederst på side 1 i Google. Som f.eks. her, hvor jeg har gjort det med ‘køb kaffe’:

Forslag til søgeord på køb kaffe

Disse søgeord er en fin inspiration til, hvad du skal fokusere på i din online shop. Prøv dig frem med forskellige søgeord inden for dit felt og skriv ned, hvad du finder - både det, der kan gavne din shop og det, der kan være en udfordring.

Gør du øvelsen med jævne mellemrum, holder du dig også opdateret inden for dit felt, så du opdager evt. nye tendenser, inden det er for sent.

Et andet oplagt værktøj er Googles KeywordPlanner. Her kan du skrive søgeord ind og få idéer til andre relevante ord, der kunne blive en del af din forretning - eller afgrænse den.

Se f.eks., hvad der dukker op, når jeg igen søger på ‘køb kaffe’ i KeywordPlanner:

Søgeordsforslag fra Keyword Planner

Du behøver ikke låse dig fast på antal søgninger, konkurrence og priser. Brug blot værktøjet som inspiration til det, du skal tilbyde i din webshop.

Følg med her! #

Du kender nu til de overvejelser, jeg har gjort mig i NORU.dks spæde begyndelse. Jeg håber, du kan bruge dem til at finde en branche, et marked og ikke mindst et produkt til din shop.

Vil du vide mere om, hvordan det kommer til at gå på NORU.dk? Så følg med her, hvor jeg deler mine erfaringer med dig. Næste gang forklarer jeg lidt mere om, hvordan du kan gå fra webshop til profitabel webshop.

Og husk: Hvis du vil have besked, når der dukker nyt op i historien om NORU.dk, så tilmeld dig mit nyhedsbrev nedenfor eller følg mig på Facebook. Så går du ikke glip af et eneste skridt i processen!