Er din virksomhed spild af tid?

Det vigtigste at huske er, at tid er penge. Også din tid. Når du arbejder for din egen virksomhed, så bruger du tid du ellers kunne få andre til at betale for.

I min forretning har jeg tidligere brugt rigtig meget tid på at skrive. Nogle af teksterne flyder ret nemt, f.eks. når jeg skriver nyhedsbreve og blogindlæg. Men det kniber med at få skrevet, når jeg skal skrive om min egen forretning. Så kan jeg sidde i flere dage og koge over en tekst, der ikke burde tage mere end en time at få ud af verden. Ergo er det nogle ret dyre tekster at lave, for jeg kunne have brugt tiden bedre på at arbejde for mine kunder.

Løsningen for mig har været at få nogle skarpe hoveder til at skrive de svære tekster. Jeg har brugt Somera før til skriveopgaver for mine kunder, så det var helt oplagt at få dem på banen ift. mine egne tekster.

Det fik mig til at kigge på mine kunders forretninger. Og hvor de spilder deres tid – altså tid de i stedet kunne bruge på at servicere deres kunder. Det er ikke så lidt tid, der bliver brugt på egen forretning, som kunne være brugt på at tjene penge. I en mindre virksomhed gik over 50% af arbejdstiden på egne ting med dertil hørende lav omsætning. Der er jo kun 24 timer i døgnet.

Hvad er det så, der er spild af tid?

Nu er det jo ikke fordi jeg mener, at du spilder din tid i din egen forretning. Men det er bare ikke smart at bruge 3 dage på en opgave, du kan betale en anden 500 kr for at udføre. Du skulle gerne tjene mere end 500 kr på 3 dage – så du ender faktisk op med at have et større overskud ved at bruge lidt penge.

Jeg gjorde det, at jeg i en uge skrev alt ned jeg lavede, der relaterede sig til min virksomhed. Så satte jeg en prik ud for de opgaver, der ikke kunne faktureres og kiggede på, hvor lang tid jeg havde brugt. Ud af 50 timer lagt i virksomheden, gik 22 af dem til interne opgaver. Hvis jeg kunne slippe af med bare halvdelen af de 22 timer, kunne jeg enten tjene flere penge eller arbejde mindre.

Så var det sådan set bare med at sortere i opgaverne. Hvad krævede min viden, og hvad kunne jeg lade andre overtage?

Den første opgave, der rykkede ud, var bogføring. Hold nu op, jeg brugte lang tid på at finde ud af diverse regler for straks-afskrivning, moms og alt muligt jeg egentlig ikke følte, jeg havde et behov for at vide. Det var en befrielse at kunne overlade mine bilag trygt i hænderne på en person, der på 1/10 af min tid fik tryllet tallene ind i mit regnskabsprogram. Og det er endt med at give overskud på min bundlinie, fordi jeg i stedet fik frigjort en masse timer jeg kan sælge til mine kunder.

Sådan skaber du overskud

For at finde ud af, hvor du kan spare din egen tid, er du nødt til at vide hvad du bruger tid på.

Så gør som mig: Skriv alt ned i en uge eller 14 dage. Hver dag. Alle opgaver. Også det du ikke føler er en opgave. Bruger du tid på det, er det en opgave.

Hvis du er i tvivl om, hvilke opgaver du kan rykke ud af huset, så marker i stedet dem du tjener penge på. Sælger du timer, er det ligetil. Har du en webshop, kan det være opgaver så som skrive nyhedsbrev, pakke ordre, kundeservice etc.

Marker også, hvilke opgaver der er din spidskompetence. Selvom du med tiden tjener penge på at lave SEO på dit website, er det måske ikke din stærke side. Og hvis du bruger halvdelen af din tid på det, var det værd at overveje, om ikke du skulle få en anden ind over.

Og ofte bliver man overrasket over hvor lidt det koster at flytte opgaverne ud af virksomheden, kontra din egen timepris.

Kom godt fra start

Inden du bare flytter halvdelen af dine opgaver ud af din virksomhed, så er det vigtigt at lave lidt grundig research. Når du finder en ny leverandør, så start med at Google deres navn og kig efter, om der er nogle anbefalinger på andre websites end deres eget. Spørg i dit netværk om andre har erfaringer med den pågældende virksomhed – eller andre i samme branche.

Og lad være med at starte op på den helt store klinge, hvis vi snakker SEO, website udvikling, online markedsføring og andet i den boldgade. Der findes rigtig mange gode leverandører derude, men desværre er det en branche, hvor der også findes mange der ikke helt lever op til forventningerne. Det er rigtig surt at fyre hele sit budget til markedsføring af på AdWords kampagner, der ender med at give et rundt 0 på bundlinien.

Er du i tvivl om, hvor der er penge at hente, så giv mig et kald på 42 80 00 59. Jeg tager gerne en uforpligtende snak om, hvor i din virksomhed, du kan stoppe med at spilde din tid.

Efterlad en kommentar